Hvem er Alf? er et af de mest energiske og originale skud på den dansksprogede poprock-stamme. Med fængende hooks, rå drivkraft og tekster, der balancerer mellem humor, sårbarhed og fandenivoldskhed, har bandet markeret sig som et live-navn, der kan få enhver sal – eller festival – til at lette.
Frontet af den karismatiske sanger Laura Lundfold leverer Hvem er Alf? et medrivende show, hvor publikum bliver en aktiv del af festen. Musikken er dansksproget poprock med bodega-kant og masser af fællessang, og både anmeldere og radiostationer har taget begejstret imod bandet. DR P4 og DR P5 har spillet flere af gruppens singler, heriblandt Er du lyk’lig nu, Gerda og Ti engle og en sort.
Bandet har to album i rygsækken – debutpladen Hvem er Alf? og det anmelderroste Mellem 2 Stole (2024), som Johan Olsen fra Magtens Korridorer beskrev som “melodiske indie-rock sange med humor, alvor og en sublim vokal i front.”
Hvem er Alf? er et band, der både rører, rusker og river dig med. De er for store sko, bidske roser og sød musik. En cocktail af energi og ærlighed, der – som flere medier skriver – “vælter enhver scene” og “trykker speederen i bund i en tid med musikalsk leverpostej.”
Den 11. februar 2026 er de klar til at gøre det igen.
Glæd dig til en koncert, hvor der ikke blot spidses ører – der synges, danses og mærkes.